Artikel af Else Marie Lehman - Foto Else Marie Lehman og Kennel Lykkebjerg

Artikel fra: Vores Kæledyr nr. 11 2008 


En lang og lav puttesyg krop med et yndigt ansigt. Den elsker familiehygge, har masser af energi og jager gerne under jorden.........

Det startede med en enkelt tæve. I dag er det en kennel med 10 af de lavbenede. Dertil kommer to nye kuld om året. Det er 12 år siden, at Birthe og Henning kastede sig ud i deres første "ægte" gravhund, sådan med stamtavle og hele molevitten. undervejs har Henning bygget en hundegård - med gulvvarme, selvfølgelig - til 55.000 kroner. Rygtet siger, at hundene har overtaget Birthes plads i soveværelset. De har nemlig ikke noget imod, at Henning snorker. Det er slet ikke nyt for Birthe, at hun må dele både sin mands og andres opmærksomhed med de små firbenede. Det startede faktisk allerede den dag, da deres første gravhundetæve ankom til familien. Birthe var indlagt, og familien kom for at besøge hende på hospitalet. "De fortalte, at de havde været nede og hente den, og jeg spurgte sygeplejersken, om den måtte komme op. Men det måtte den jo ikke, og det vidste vi egentlig godt. Men så gik der lidt, så kom sygeplejersken og sagde, at hvis den nu kom herop, ville de altså gerne se den," griner Birthe. Så den lille hvalp kom på uautoriseret sygebesøg hos sin nye mor. "Den var jo ikke større, end den kunne være i en lomme - og så skulle de jo alle se den og snakke med den... De gik mere mere op i den end i mig". Selv børnebørnene må konkurrere med hundene om morfars opmærksomhed: " vores datter siger indimellem til børnene, at de bare skal sige "vov vov" til morfar", fortæller Birthe, der dog - når sandheden skal frem - til fulde deler sin mands begejstring for gravhundene. "Der er ingenting, der er så kærligt, som sådan en 4 - 5 gravhunde i sengen."  

Hver morgen trækker Henning spor til stor begejstring for alle firbenede

Hver morgen trækker Henning spor til stor begejstring for alle firbenede

Du skal sætte grænser - ligesom med børn

Selvstændig, ikke ulydig

Gravhunde har som andre støvere ry for ikke at kunne opdrages. "Man har altid sagt, at man ikke kunne kalde den til sig," fortæller Birthe. "men det passer ikke." Og Henning suplerer: De kan godt lige kigge efter, om der er en kat - men de stikker ikke af. Så man kan godt opdrage dem." " De har det godt, når de kender reglerne. Man må jo ikke tro, at fordi man giver hunden lov til alt, så er det godt. Det er ligesom med børn," lyder det fra Birthe. " Der skal sættes grænser." Gravhunden er kvik og kan sagtens lære. Men det gælder om at komme tidligt i gang med træningen, socialiseringen og tilpasningen til både egne og fremmede omgivelser. Så får du en bedre følgesvend i din gravhund. Ved at sætte ind fra starten med din hvalp, kan du også med held reducere gravhundens gøen. Det er noget gravhunden er ret kendt for. For selvom hunden er lille, er den en glimrende alarmhund, der gør opmærksom på, når der er "fare" på færde. Det falder dem helt naturligt at beskytte hjemmet på denne måde. Hos kennelens egen flok sørger hundene også for selv at holde ret og orden. Og ikke mindst et fast hieraki: " Det er den gamle, der kommer og tager imod, når jeg kommer hjem fra arbejde," fortæller Birthe. "Hvis en af de yngre kommer først, så bliver den simpelthen sat på plads. Det er sjovt at se, for det er jo ikke noget, vi har gjort noget for. Det har de selv fundet ud af. 


Aktiv og robust
Hos kennel Lykkebjerg får en hund lov, at være en hund. Birthe og Henning har en kæmpe plæne, hvor både voksne gravhunde og nye hvalpe får lov til, at boltre sig. Der er "legegrav" og "hvalpegrav", træer og masser af græs, hvor en legesyg hund har alt, den måtte ønske sig. At gravhundene nyder udendørsaktiviterne, lyser ud af deres små ansigter. " Men der er nu ikke noget med at de skal ud og strække ud to til tre gange om dagen" forsikrer Birthe. " De vil gerne ud at løbe, men de kræver det ikke. Selvfølgelig skal de have motion, men de affinder sig også med nogle mindre gåture. Gravhunden er ikke en hund, der kræver en masse. Så den kan foreksempel sagtens bo hos ældre mennesker". De små korte gravhundeben kan nemlig let få deres motionsbehov dækket på mindre ture i en park eller rundt i parcelhuskvarteret.

Birthe og Henning har hænderne fulde: Her er det kennelens yngste poder, der lader sig forevige.

Birthe og Henning har hænderne fulde: Her er det kennelens yngste poder, der lader sig forevige.

Jagtkammeraten/ Glad for børn /Den Royale datter

Jagtkammeraten
Selv om mange af kennelens hvalpe bliver familiehunde i deres nye hjem, er Henning ikke i tvivl: "En gravhund skal i grav - det siger navnet jo" lyder det. Gravhunden er med sine små korte ben skabt til at gå i grave efter ræve, grævlinge og - for de små hundes vedkommende - kaniner.. Evnen sidder instinktivt i dem, hævder Henning, der dog fra hundene er helt nye gør sit for at fremelske evnerne. Han deltager også tit i prøver og konkurrencer, hvor kennelens hunde klarer sig fremragende. Gravhundenæserne bliver udfordret dagligt på kennelen ved Varde. Hver morgen trækker Henning også et spor rundt, som de kan boltre sig med. Og da der altid er godbidder i den anden ende, er det en meget yndet aktivitet for de firbenede støvere at starte dagen på. Da parret i sin tid startede med gravhunde, havde de også mink på gården. Og den første legendariske tæve var altid med i stalden hos dem. "Minkhvalpene er jo så små, at de ind imellem gogt kunne falde ned mellem tremmerne, men så kunne hun lige så fint få dem løftet op og båret hen til os. Lige så stolt. Men hvis det var en mus, så slog hun dem ihjel!", fortæller Birthe imponeret med tanke på, at minkhvalpene reelt peb, præcist som en mus. Lige så god en gravhund er til jagt, lige så skøn er den som familiehund. "Når vi kommer hjem fra en gravprøve, så stryger de jo lige ind i sofaen, og så er det verdens bedste familiehund. Den kan klare begge dele," beskriver Birthe. "Det synes jeg er så facinerende."


Også glad for børn

Og selvom nogle vil hævde, at en gravhund kan være lidt skeptisk over for - i hvert fald fremmede - børn, så er det ikke noget der gælder for Birthe og Hennings vovser: "Når børnebørnene kommer, så får de baere lov til det hele," bedyrer de. Heller ikke da børnebørnene var helt små, var der problemer i forhold til bedsteforældrenes hunde. Spiselige ting i barnehænder kunne dog godt friste en lille gravhund over evne - men den tog altid hensyn: "Hvis børnebørnene sad med noget i den høje stol, så kunne vores første tæve lige så fint pille det ud af fingrene på dem." Sociale og glade for selskab fra deres tobenede er gravhunden i det hele taget. "De kan slet ikke få kontakt nok," beskriver Henning og klapper en af sine gravhundehanner.

Den Royale Datter
Gravhunden har et både stolt, værdigt og fornemt udtryk, som kunne være en konge - eller en dronning værdig.
Hennings stolthed Rex er da heller ikke en Hr. Hvem - Som - Helst. Han er nemlig far til selveste Dronning Margrethes Helike. "Næh det er ikke alle, der kan sige, at han har en datter hos Dronning Margrethe," siger Henning og klør Adeltands Hermes Rex, som er den royale hofleverandørs fulde navn, bag øret. Og han får et kærligt blik retur. Rex er 4 år og har både sønner og døtre i hele landet. "Han er fars hund," fremhæver Henning. "Han er så rar en hund." Birte suplerer: " Det er sjovt, når vi siger til hvalpekøber, at det er samme far som til dronningens Helike. Så lader de som om, det ikke rigtig betyder noget, men det er det første de kigger efter, når de får udleveret stamtavlen. 

Nyeste skud på den lykkebjergste stamme.

Nyeste skud på den lykkebjergste stamme.

Del siden